Energirenovér dit håndværkertilbud

0

Boligmarkedet er efterhånden svært at komme ind på, hvis du ikke har en betydelig kapital til at skyde ind i en bolig, eller kan se dig selv bo i en mindre by i Jylland. Faktum er, at boligpriserne stiger landet over, og for nyetablerede familier kan det være svært at trænge ind på et dyrt boligmarked. Et alternativ er at købe et håndværkertilbud, som man selv kan stå for renoveringen af. Et håndværkertilbud kan godt være en god investering, men det kræver, at man har forstand på bolighandel og kan vurdere, om det der skal renoveres stadigvæk kan gøres til et beløb, der tilsammen med købsprisen ikke overstiger den pris, man eventuelt kan få ved et videresalg.

Køber man et håndværkertilbud, så får man ofte fat i et hus af ældre dato, der sjælden er særlig energiøkonomisk dvs. at der er en dårlig isolering af boligen, hvilket gør det dyrt at varme op. Derfor skal huset først og fremmest energirenoveres, men hvordan udregner man prisen på det, så man kan finde ud af, om det overhovedet er rentabelt? Det har vi samlet en 3-trins guide til:

1) Få en byggesagskyndig til at komme med en vurdering af tilstanden

Selvom du planlægger at lave dele af din renovering selv eller hyre udenlandsk arbejdskraft til dele af arbejdet, kan det godt betale sig at få en byggesagkyndig til at vurdere, hvordan tilstanden på huset er, så du kan medregne omkostningerne til renovering til købsprisen, før du sætter din endelig underskrift på købsaftalen.

Når du får salgsopstillingen, kan du se, hvordan boligen bliver vurderet på en skala. Beregningen bliver fortaget af en energikonsulent og energimærkningen er gyldig i 10 år fra udstedelsesdato, hvis der ikke er lavet renoveringer undervejs. Der hvor du kan komme i klemme er, hvis det energimærket er blevet bedømt for 9 år siden, og derfor måske ikke helt lever op til kravene mere. Herved kan der komme flere udgifter, end du lige regner med. Derfor er det godt at få en ekspert til at se på, hvor isoleringen halter.

Denne tilstandsrapport er desuden et krav, hvis du vil tegne en ejerskifteforsikring, hvilket er tilrådeligt specielt når du køber et hus af ældre dato, hvor der kan gemme sig skader, der ikke er synligt med det blotte øje. Med en ejerskifteforsikring er du dækket i 10 år i forhold til skader, der ikke allerede er nævnt i tilstandsrapporten. Det giver dig derfor en sikkerhed i forhold til huskøbet. Din boligadvokat kan vejlede dig mere i, hvilken forsikring, du skal vælge.

2) Find en pris på materialer

Når du har en tilstandsrapport i hænderne og heri kan se, hvad der bør laves på huset for at opnå en bedre isolering af huset, kan du gribe fat i en energikonsulent enten fra din kommune eller fra et energiselskab. Ofte vil du igennem kommunen kunne få en gratis konsulentvejledning. Herudover giver flere energiselskaber et tilskud til din renovering, hvilket er værd at undersøge i forhold til at fastlægge de samlede udgifter til renoveringen.

Når du har fundet ud af, hvad der præcis bør laves, samt hvad du kan få i tilskud, er det tid til at se på materialer. Uanset, hvor meget du vælger at lave af renoveringen selv, så kommer du ikke udenom at skulle bruge de rigtige materialer. Kig rundt på nettet og find anbefalinger af de forskellige udbydere. Herudover bør du også finde et visuelt udtryk, som du synes er pænt eksempelvis i forhold til vinduer og døre. Tag en snak med udbyderen, hvis du er i tvivl om, hvorvidt de kommer i de rigtige mål – ofte kan du forhandle dig til en god pris, hvis du samler dine køb hos en leverandør, så du får både døre og vinduer bedst og billigst.

Udover selve byggematerialerne skal du desuden medregne omkostninger til stilladser og værktøj. Dette kan ofte være dyrt, da det udlejes på dags- eller ugebasis.

3) Gør det selv eller få andre til at gøre det

Når du vurderer udgiften til din energirenovering, er det både for at have et udspil til forhandling af købsprisen, men herudover også for at danne dig et overblik over, hvad der er billigst at gøre selv, og hvad du med fordel kan få andre til at lave for dig.

Et tømrerfirma vil højst sandsynlig kunne få en bedre pris på byggematerialerne, men du vil ligeledes skulle betale lønninger i modsætning til, hvis du laver arbejdet selv. Husk dog på, at du kan få håndværkerfradrag, hvilket måske kan bevirke, at det bedst kan betale sig at få hjælp til at renovere, fremfor at lægge arbejdstid i at gøre det selv.

Alt afhængig af dine håndværkerevner vil du selvfølgelig skulle hyre eksperthjælp ind til renovationer, som der skal være en autoriseret til at udføre.

Der er ingen tvivl om, at det handler om mere end penge, hvis du vælger at renovere boligen selv. For selvom du umiddelbart kan spare nogle penge, så skal du også overveje, om du har tiden og muligheden for at gøre det hele selv. Det tærer hårdt på et parforhold og din fritid, hvis alle ugens ledige timer, udover dit fuldtidsarbejde, skal lægges i at renovere huset. Herudover vil projektet tage længere tid, end hvis du får håndværkere til at hjælpe, da du kun har en sparsom fritid, og herudover formentlig er langsommere til arbejdet, end en professionel vil være. Har du ikke erfaringer med de enkelte renoveringer, kan du komme ud for, at dele af arbejdet skal laves om, hvilket kan forsinke dig yderlige. Det kan være uoverskueligt at skulle bo i byggerod for længe af gangen, og det kan desuden være en stressfaktor, hvis du også har travlt på arbejdet og med familielivet. Renoveringsprojektet er derfor en familiebeslutning, som skal tages i fællesskab. Måske vil det bedre kunne betale sig, at du tager nogle overarbejdstimer på arbejdet til at betale for renoveringen.

Uanset hvad, så skal du, før du går i gang med projektet, lave en plan over, hvornår du kan være færdig med de forskellige projekter. Sørg desuden for at indsætte nogle pauser imellem renoveringerne, samt at gøre et projekt færdig af gangen, så de ikke vokser dig over hovedet. Et håndværkertilbud kan give arbejde til mange år, så forvent ikke, at det hele kan eller skal være færdig indenfor det første år. Lav en prioriteret liste, hvor du laver de mest presserende renoveringer først.

 

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
Share.
Loading Facebook Comments ...

Leave A Reply